I usikre tider bliver vores hjem endnu vigtigere
2020 var begyndelsen på et nyt og friskt årti. Men 2020 blev ikke det år, som vi alle havde regnet med og håbet på.
Det er et år, som i den grad har påvirket os alle på den ene eller den anden måde. Det har været en anderledes og finurlig tid. Vi har oplevet begrænsninger på alle mulige måder, vi har fået fjernet den frihed, som vi alle har været vant til og taget for givet, men det har også rykket i vores virkelighedsopfattelse. Og dét kan skabe grobund for en ny begyndelse.
Boligens betydning er virkeligt steget i en tid, hvor usikkerheden har præget vores omverden – både herhjemme og i udlandet. I usikre tider bliver vores hjem endnu vigtigere. Det har påvirket os i indretningen af vores boliger. Vores hjem er blevet et sted, hvor vi opholder os mere end nogensinde og som mere end nogensinde skal være vores sikre base.
Nu er vi ikke bare hjemme i fritiden. Nu arbejder vi pludseligt også hjemme. Det betyder, at vi har mere end nogensinde fået fokus på at skabe nogle gode rammer, hvor der er trygt og det er rart at opholde sig i lang tid af gangen.
Jeg har især oplevet, at der er kommet yderligere fokus på både det sanselige og samtidig det funktionelle aspekt i produkterne. Dette gælder også når hjemmearbejdspladsen skal indrettes.

Farver
Farverne der vil præge indretningen her i 2021 er naturlige og bløde farvenuancer, der giver plads til natur og bæredygtighed. Farvepaletten denne sæson taler lige ind i den nordiske minimalisme med et naturligt twist. De neutrale og bløde farver afspejler vores nye livsstil med fokus på et liv fyldt med ro og tryghed i vores nære omgivelser.

Farver, som vi ikke kommer udenom er de støvede gråblå nuancer, som leder tankerne hen på de nordiske kysters strand og hav. De smukke blålige nuancer vil tilføre lethed og en følelse af frihed til indretningen.
De jordbundne farver, som vi allerede stiftede lidt bekendtskab med i 2020 vil være den helt store trend i 2021. Især de brune og rødbrune terrakotta farver, kommer du ikke udenom. De vil tilføre indretningen en varme og naturlighed.
De lyse og neutrale beige, brune og grå nuancer vil også stå stærkt i denne sæson. De afstemte og harmoniske nuancer vil skabe masser af harmoni og ro i hjemmet.
Egetræ – den nordiske hitter
I 2020 var egetræ i alle mulige produkter et kæmpe hit, og det fortsætter endnu mere ind i 2021. Jeg vil faktisk sige, at det er helt uundgåeligt i indretningen her i 2021. Vi her i norden elsker egetræets varme og naturlige udtryk. Samtidig er egetræet en af de absolut mest stærke træsorter, dvs. du får produkter som virkeligt holder til hverdagens brug.
Et af de brands, som er kendt for deres lækre designs i egetræ er Hübsch. De er i 2020 tilmed blevet FSC certificerede, dvs. med deres produkter er du sikker på at få et produkt, der er produceret med sikkerhed for, at dyr og planteliv bliver beskyttet.
MOUD Home er et nyt upcoming dansk brand, kendes især for deres lækre knagerækker og skamler i massiv eg. Varmen fra det massive egetræ, kombineret med gyldne messing knager passer perfekt ind i den nordiske stil.

Sildeben
Sildebensmønsteret er en klassiker, der bare fortsætter. En klassiker som Hübsch er knivskarpe til at inkorporere i deres designs.
Jeg kan slet ikke få armene ned over deres smukke kommoder, skabe, sofaborde og skoskabe i egetræ med sildebensmønster. 2021 kollektionen kommer bare med yderligere en masse lækre designs med det lækre sildebensmønster.
Vores allermest populære design med sildeben fra Hübsch er uden sammenligning det smukke skoskab. Det passer helt perfekt ind i den nordiske stil, og du får varmen fra egetræet og elegancen fra det smukke mønster.

Messing
Jeg må ærligt tilstå, at jeg i starten troede at messing var en forbigående trend, som kobber var det i 2013. Men messing er ligesom marmor blevet en ægte klassiker.
Personligt elsker jeg messing. Den gyldne farve giver indretningen et både varmt og eksklusivt touch. Vi har i 2020 startet vores eget brand MOUD Home. Her er fokus at udvikle produkter, som skaber stemning i dit hjem i en kvalitet, der bare holder. Her kommer min kærlighed til messing til virkeligt til udtryk. Mine 3 favorit produkter er netop den smukke Float hylde, de runde Dot knager og håndklædeholderen.
Naturmaterialer
De naturlige materialer som jute, rattan, majsblade, bambus osv bliver om muligt endnu større i 2021. Vores behov for bæredygtighed og ro i vores nære omgivelser har styrket denne trend endnu mere.
Lampeskærme, kurvesæt, gulvtæpper, dækkeservietter og hængepotter i disse naturlige materialer hitter kæmpe stort i 2021. De naturlige materialer er netop så smukke i sammenspil med farvepaletten, som jeg tidligere nævnte.
House Doctor og Broste Copenhagen har begge i deres nye kollektioner barslet en masse utroligt smukke kurve i vandhyacinth og rattan.

Marmor
Jeg husker tydeligt da marmor i 2012-2013 gjorde sit helt store indtog i indretningen. Jeg arbejdede dengang som indkøbsleder hos House Doctor, og vi kunne slet ikke følge med den eksplosive efterspørgsel. ALT skulle være marmor. Dengang var mormor en forbigående trend – troede vi. Men marmor er gået hen og blevet en sand klassiker.
Nordal kommer i deres nye kollektion med de smukkeste runde sofaborde og et rundt spisebord med sort marmorplade. Og invester du roligt i det smukke materiale, det er kommet for at blive.
Som altid er det hovedsageligt den hvide og den sorte marmor der hitter, men i 2021 kommer den brune marmor især til at gøre sit indtog.

Tekstiler
Vores valg af tekstiler vil også være påvirket af et år med afstand og restriktioner. Vi har brug for noget varmt og blødt. Samtidig har vi fokus på naturlighed og bæredygtighed. Velour er stadig et sikkert valg i tekstiler. I MOUD Home har vi udviklet en serie puder i Økotex certificeret velour fra et svensk firma. Det har den smukkeste overflade samtidig med at du ikke finder mere lækker pude at lægge hovedet på. Den er perfekt på alle måder, deraf også navnet PERFECT 😊
Fløjl er jeg personligt også ret vild med, men det er et materiale, som har haft lidt svært ved at bryde igennem. Men den kommende sæson har både House Doctor og Hübsch taget det ind i deres kollektioner.
Hør kommer du ikke udenom. Hør er nok den største trend indenfor tekstiler denne sæson og med god grund. Dette lidt rustikke tekstil understøtter på alle måder de største boligtrends 2021, bæredygtighed, naturlighed og bløde farver.
Organiske former
Vores behov for det naturlige får én tendens til at eksplodere i 2021, nemlig organiske og naturlige former, som vi finder i naturen. Vaser og lamper med et organisk formsprog bliver én af de helt store trends.
Denne trend begyndte at spire i 2020, men kommer til at få sit helt klare gennembrud denne sæson.
Både Nordal og House Doctor kommer med nogle virkeligt smukke designs af lamper og vaser med et skønt organisk design, som vil skabe en smuk kontrast til den nordiske minimalisme. Det er i kontraster det smukke og interessante opstår.

Mine personlige favorit tendenser for 2021 er helt klart messing, egetræ og marmor mikset med lidt jute og rattan. Gå ind og lad dig inspirere af de lækre nyheder på shoppen og vælg dine egne favoritter til din boligindretning 2021.
/ Malene